Igen i år har Den Levende Børnekultur fået støtte fra Holbæk Kommune til at bringe professionelle kulturoplevelser for børn ud i kommunens lokalområder.
Sidste år besøgte forestillingen Trillebørstur i Nord lokalområderne med stor succes. I år har vi valgt nycirkusforestillingen Værsågod med Volantes.
For os er børnekultur mange ting. Børn er forskellige, og derfor skal de også have mulighed for at møde forskellige former for kunst og kultur. Nogle børn bliver grebet af musik og fortællinger, andre af bevægelse, humor eller noget helt andet.
Sidste års forestilling havde fokus på fantasi, fortælling og Norden. I år sætter vi kroppen, bevægelsen og det fysiske udtryk i centrum. Gennem humor, gøgl og akrobatik viser Volantes, hvor meget man kan fortælle med kroppen.
Om forestillingen Værsågod
Værsågod er en humoristisk familieforestilling om de to tjenere Karl og Kjeld.
Karl er overtjener og meget glad for sin autoritet – også selvom han ikke altid har helt styr på situationen. Kjeld er praktikant og forsøger med stor optimisme og god energi at gøre alting rigtigt. Men hans uskyldige tilgang betyder ofte, at han bliver trukket med ind i Karls spontane og til tider temmelig tvivlsomme idéer.
Resultatet er en fysisk og underholdende forestilling fyldt med nycirkus, akrobatik, gøgl og komik.
Om Volantes
Volantes arbejder med moderne cirkus og kombinerer cirkusfærdigheder, bevægelse, musikalitet og humor.
Gruppen består af tre multidisciplinære cirkusartister med tilsammen 25 års erfaring fra cirkus- og underholdningsbranchen.
Volantes blev grundlagt i 2019 af brødrene Daniel og Jonathan Bendtsen med et ønske om at udbrede kendskabet til moderne cirkus.
Medvirkende: Daniel Bendtsen, Jonathan Bendtsen.
Tyrkisk Bad gennemgår i øjeblikket en større renovering og holder derfor midlertidigt lukket.
Vi glæder os til at byde velkommen igen, men har endnu ikke en fast dato for genåbning.